Sorte pletter af sorte former. Strålende sorte frakker, en hvid stolt blis, der kun skiller sig let ud fra den brændte sorte skov. Det er brand sæson, og antilopen er Sable. En gruppe på omkring 7, 8 og 9 hunner sad i skyggen. En tyr stod vagt en kort afstand væk, portvagten til Kazuma Pan.
“Jeg har aldrig set noget lignende før, det er som noget fra en bog!” Casey gispede, da vi kørte væk fra Sable, vagt og ubevægelig i den dyrebare skygge, væk fra de sidste lunde af Mopane og ned i depressionen. Som Alec, Kazumas Senior Ranger, havde lovet os i parkens reception, “det er ikke så stort, men jeg kan forsikre dig, det er meget rigt.” Det er. Meget, meget rigt. Scann den flade, skinende horisont, og du vil se slopes tsessebe, Afrikas hurtigste antiloper, hjorde af zebra i tal som jeg ikke har set andre steder - 40, 50, 60? - oribi, endemisk for Kazuma Depression, roan, giraf, gemsbok, reedbuck og eland. Mirage-lignende olietopformede figurer prikker den gyldne græsslette. Alle de specielle. Alle er der. Det er et landskab så anderledes og så forskellig fra flertallet af Zimbabwes vildmarksområder. Det er som noget fra en eventyrbog.

Kazuma Pan National Park er 31.300 hektar (77.000 acres) og ligger mellem Matesi Safari Area i nord og syd med en indgang til et tilstødende beskyttet område i Botswana. Det er bestemt værd at tilbringe en eller to nætter der.

Ved solnedgang ændres alt. Farverne hæves i tone og de sorte former bliver tydelige, klare og rigt detaljerede. Vi campede ved solcelle-pumpede Corner Pan, og dyrene, i første omgang forsigtige og meget usikre, kom hele vores to nætters ophold for at drikke. Pan er besat af en gruppe på fem flodheste og hundreder og hundreder af ægyptiske gæs. To gange fløj gæssene væk og forlod en underlig stilhed efter deres konstante larm, vendte tilbage i en shouting, hvæsende lydvæg 40 minutter senere. Utallige gulthalsede sandgrouser fløj ind nøjagtigt et minut efter, at gæssene var fløjet ud, som om de så på fra sidelinjen. To elefant-tyre nærmede sig skridt for skridt over cirka 40 minutter, endelig nåede det friskpumpede vand og tog en god, lang slurk. De var de forreste. Vi havde vist os at være troværdige. Seks andre tyre fulgte. Og så to. Og så yderligere fem. Og så stoppede jeg med at tælle, for der var en lang række tyre, der traskede frem for at drikke.

I morges - tidligt med den allerførste og meget levende røde lyserøde lyse af solopgang - hævede gæssene deres larm til en feberagtig højde. Løver, to unger og tre hunner. De blev ikke længe. En hurtig drink, og de var væk, løvinderne ivrige efter at fortsætte. Tyve minutter senere fulgte to hanner, snusende deres spor, løftede deres næser i den blod-orange lys for at fange en duft. En hanløve kaldte fra Botswana-siden. De stoppede ikke. De drak ikke. De var slet ikke bekymrede for vores lygter. Var et fjendtligt overtag på vej? Lyset løftede sig. Spilfugle i tusindvis fløj fra deres natlige rede, mens vi fulgte de store poteprint oven på de mindre cub-spor. Sporet blev koldt, forsvandt i de gyldne græsser i Kazuma National Park.