“Stop! Buk, se! Jordskokker.” Jeg pegede ud af passagersiden til tre sorte fugle, der vandrede gennem den forkullede aske, næbene gemt væk, tre masker og knopper struttende rødt blandt et landskab af brændt sort. De var på udkig efter insekter og gnavere.

Bare en kort time tidligere var vi på vej ned gennem de smukke indfødte skove i Chizarira National Park. Parkens personale havde koordineret med ZRP. En politirapport, der detaljerede Beast's fejlfri genoplivning og efterfølgende kollision med vores køretøj, ville blive sendt pr. e-mail (ja, e-mail) til Graeme til hans forsikringskrav. Og så blev Beast fremstartet, bakket ud af vores dør og kørte afsted i en røgsky for at arbejde endnu en dag. Og så var vi også nødt til at komme videre. Men heldigvis ikke før vi havde taget en panoramarute til Kariba Viewpoint.

“Jeg tror, det er en af de smukkeste køreture, jeg nogensinde har taget i mit liv” - det er Graeme, der har rejst meget i Afrika, Europa og New Zealand. Hvis ilt var en handelsvare, ville Chizarira være den mest indbringende jord i Parks Estate-porteføljen. Nogen meget klogere end jeg vil have en formel, der beregner, hvor meget frisk, ren luft der pumpes ud til gavn for Zimbabwes befolkning af Chizarira. Bevis på formel eller ej, det er en perle, som vi zimbabwere bør værdsætte.

Alvorligt. Tag på lejrtur. Udforsk. Bare tag afsted. Det er en smuk park. Vi kørte rundt på ruten i den varmeste del af dagen og så en flok bøfler, to reedbuck, en pænt stor flok kudu med unger, og for at sætte prikken over i'et på turen, et par vandrefalke. Vi havde kun lige ridset overfladen. Der er cirka 1500 km2, vi ikke havde set; Buk og jeg planlægger allerede vores tilbagevenden. Vi, som offentligheden, skal støtte vores nationalparker og demonstrere deres værdi. Hvis vi ikke gør det, hvem ved? Måske forsvinder de. Og det vil være under vores vagt. Det er op til os at sikre, at disse parker, der er reserveret for offentligheden, forbliver. Det er op til os at sikre, at disse parker først og fremmest er til for bevarelse.

Der er for mange tanker, for mange tanker om vildtbaner, landbrug, landbrugsdrift, arv og fremtid. Der er stadig tre måneder, indtil den første regn.
Vores første nat i Chete blev tilbragt på Chete Fishing Camp. Tak Wayne Detrickson fordi du tog imod os. De varme brusere og rene lagner var meget velkomne efter 7 dages camping. At drikke te ved Karibas kant, mens flåden af Kapenta-både strømmede ind i slugten for en nat med fiskeri, bragte områdets ulighed hjem.

Det var surrealistisk, givet hvor vi havde været: det mest trædækkede sted, jeg nogensinde havde betrådt. Det var surrealistisk, givet hvor jeg stod nu: med udsigt over Kariba fra et sandet veld dækket af skovbevokset safariområde med masser af tegn og lyde af elefanter, bøfler, impalaer, sortørne, fiskeørne og plettet natravn. Det var surrealistisk, givet rummet mellem brændte, hårde fællesarealer fyldt med runde mudder-, træ- og stråhytter. Jeg havde naivt nok troet, at mudderhytter for det meste var blevet erstattet af mursten og bølgeprofilerede tagplader i Zimbabwe. Jeg tog fejl.

Det befolkede landskab mellem Chizarira og Chete ser ud til at være på kanten til ubeboeligt. Væverne, der kom for at sige hej ved pitstop, var venlige, nysgerrige, barfodede og så langt fra muligheder, som man sandsynligvis kan komme i dette land. Der, men for Guds nåde, går jeg hen. Vi gør noget alvorligt galt, hvis det befolkede landskab på begge sider af denne fattige samfund er, på trods af alle de kapacitets- og finansieringsproblemer, som Parks står over for, biodivers og levende. Det befolkede landskab kæmper tydeligvis. Subsistenslandbrug fungerer ikke. Området væk fra søbredden er for tørt og for hårdt. Geder og køer æder landskabet op i en tilstand af ørkenudbrud.

Vores anden nat var ekstra speciel. Vi havde fået tilladelse til at campere ved Ruzilukulu, en uberørt, vild flod, der løber gennem koncessionen. Hyæner. KÆMPEstore nysgerrige krokodiller dukkede op for at jage os fra det øjeblik, vi ankom. Flodheste. Pavianer. En skildpadde. Impala. Kravemandevildhi. Plettet natravn. Hvis andre mennesker havde camperet der i de seneste år, havde de ikke gjort det officielt. Da det er et safariområde, ville man forvente, at alt ville skynde sig væk. I stedet blev vi iagttaget, og det var også surrealistisk. Uhyggeligt og surrealistisk. Natten var iskold. Stjernerne var lyse på en sort, sort himmel. Jeg er så heldig.

Der er forfaldne sorte næsehornsskaller, der pynter en forfalden National Parks-emnebase i Chete - et område, der engang faldt inden for den højeste kontinentale koncentration af næsehorn i landet. Emnebassehaverne var dekoreret med mønstre af opregnede, tømte sukkerroerflasker plantet blandt sukkulenter. En sukkerroeflaske koster 1,50 $. Den er flasket i Harare og hærger vores land. Parkens personale har kun været hjælpsomme, og dem, vi har mødt, gør deres bedste med det lille, de har. Der er for mange mopanefluer tiltrukket af mit sved.